|
Kammermusik
Trio med sopran Marie Louise Odgaard og mezzosopran Anne Roed Refshauge
Samarbejdet mellem Marie Louise, Anne og Tina startede i 2007, og siden har de med stor succes opført Pergolesis Stabat Mater i flere kirker på Fyn og i Jylland. Pergolesis meget udtryksfulde værk for sopran, alt og orgel fra 1736 beskriver den sørgende Jesu Moder, som står ved foden af korset.
Ved disse koncerter sættes dette værk sammen med musik for orgelsolo. Koncerten indledes derfor med satsen Crucifixion* af den franske komponist Marcel Dupré. Satsen stammer fra hans 4-satsede "Symphonie Passion" fra 1924. Historisk og stilistisk ligger Dupré og Pergolesi langt fra hinanden, men liturgisk passer de to værker perfekt sammen. Satsen Crucifixion beskriver de dystre og skæbnesvangre begivenheder omkring korsfæstelsen med hovedvægten lagt på den tunge vandring mod Golgatha. Vandringen beskrives med en gentagen "snublende" rytme, som illustrerer Jesus, som kæmper under vægten af det tunge kors. Jo nærmere optoget kommer Golgatha, des mere kraftig og ekspressiv bliver musikken. Kulminationen opnås ved selve korsfæstelsen, hvor nogle meget kraftige akkorder skildrer hammerslagene. Efter en pause afsluttes satsen helt svagt med den gregorianske sekvens Stabat Mater Dolorosa akkompagneret af en ”sukkende” figur. Stabat Mater er netop kvindernes sørgesang, og dermed leder satsen helt perfekt videre til Pergolesis Stabat Mater.
* Crucifixion kræver dog min. et orgel med to manualer og pedal.
Ved mindre orgler vælges anden passende orgelmusik.
Pergolesis Stabat Mater har været omdrejningspunktet for trioens virke, men trioen tilbyder også koncerter med andet spændende repertoire bestående af smukke duetter, solosange samt musik for orgel solo (se repertoireliste nederst på siden).
Udtalelse efter koncert i Sct. Jørgens Kirke i Svendborg d. 26. marts 2011:
"Vi vil gerne sige tak for den vidunderlige koncert i Sct. Jørgens Kirke i eftermiddags. Det der især betog os, var at alt var så perfekt, orgelspillet, samspillet mellem orgel og sangere og ikke mindst sangernes indbyrdes samarbejde. Den måde hvorpå Pergolesi lader stemmerne "smyge sig" om hinanden, kom til sin fulde ret i denne fremførelse."
Kirsten og Mogens Holm
Udtalelse efter koncert i Rønninge Kirke d. 31. marts 2010:
"En inderlig og smuk optakt til påsken! Dagen før Skærtorsdag 2010 havde Rønninge Kirke fornøjelsen af en vellykket koncert med sangerne Marie Louise Odgaard, Sopran, Anne Roed Refshauge, Mezzosopran, og Organist Tina Christiansen. På programmet var M. Duprés ’Crucifixion’ og Pergolesis ’Stabat Mater’ – to værker som trods det at de er blevet til i hver sin tid, både musikalsk og indholdsmæssigt viste sig at være et særdeles spændende match. Tina Christiansen fik med sit intense foredrag på orglet manet Jesu skæbnesvangre vandring mod Golgatha og hammerslagene ved korsfæstelsen frem for det indre øje, da hun spillede dette Crucifixion af Dupré. Værket er en nedskrevet orgelimprovisation med et ganske klart programmusikalsk indhold, som man skal være gjort af sten for ikke at bevæges af. Pergolesis Stabat Mater førte os videre i fortællingen til Maria, Jesu moders, tanker og følelser ved foden af Jesu kors. De to sangere leverede en smuk og smagfuld fortolkning af værket, hvor Marie Louise Odgaards lyse, rene og klare sopran fik fornemt modspil af Anne Roed Refshauges varme, mørke mezzosopran. To forskellige kvinders lige så forskellige stemmer i fin balance med hinanden og med orglet. Hvor befriende også med den gode stilfornemmelse alle tre besidder. Her var intet overdrevent vibrato eller andre ’unoder’. Tina Christiansen akkompagnerede med liv og sjæl fra orglet og formåede at levendegøre det tekstlige indhold med stor variation i registreringer og spillemåde. At de tre musikalske kvinder også er smukke at skue, gør ikke oplevelsen mindre! Man ønskede blot at blive i musikken længe efter at de sidste toner havde klinget ud. Sikke et musikalsk drama – sikke en påskeoptakt!"
Organist Birgit Nedergaard Madsen, Rønninge Kirke

Sopran Marie Louise Odgaard er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium i 2007 og studerer nu i solistklassen ved Det Fynske Musikkonservatorium. Marie Louise modtog ved sin uddannelses afslutning Hr. og Fru Makwarths Legat som særligt talentfuld studerende. Hun har sunget adskillige solistpartier ved kirkekoncerter i bl.a. Händels Messias, Bachs Johannespassion og Mozarts Missa Brevis. Derudover flere operaoptrædender ved Aalborg Operafestival samt titelrollen i Händels opera Acis og Galatea.
Marie Louise har desuden sunget sig til en assistentplads hos vokalensemblet Ars Nova, og derudover er hun en fast del af Musica Ficta og DR Koncertkoret.

Mezzosopran Anne Roed Refshauge er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium med topkarakter i 2008 og har efterfølgende studeret i solistklassen ved samme sted med debut i 2011. Anne har medvirket i adskillige forestillinger ved Den Fynske Opera (debuterede som solist i forestillingen ”Barokcollage” i 2006) og Odense Internationale Musikteater (bl.a. forestillingen ”Son of Man” i 2008/2009). Hun har sunget adskillige kirkekoncerter og er desuden meget aktiv inden for folkemusik.
Se mere på www.annerefshauge.dk
Trioens koncertvirksomhed:
14. marts 2012 - Skt. Johannes Kirke, Århus - Duprés Crucifixion og Pergolesis Stabat Mater
6. november 2011 - Rønninge Kirke, Fyn - Allehelgenskoncert
22. april 2011 - Bovense Kirke, Fyn - Pergolesis Stabat Mater
3. april 2011 - Rolfsted Kirke, Fyn - Duprés Crucifixion og Pergolesis Stabat Mater
26. marts 2011 - Sct. Jørgens Kirke, Svendborg - Duprés Crucifixion og Pergolesis Stabat Mater
31. december 2010 - Brylle Kirke, Fyn - Nytårskoncert
2. april 2010 - Ørsted Kirke, Djursland - Pergolesis Stabat Mater
2. april 2010 - Brylle Kirke, Fyn - Pergolesis Stabat Mater
31. marts 2010 - Rønninge Kirke, Fyn - Duprés Crucifixion og Pergolesis Stabat Mater
10. april 2009 - Thomas Kingos Kirke, Odense - Duprés Crucifixion og Pergolesis Stabat Mater
10. april 2009 - Davinde Kirke, Fyn - Pergolesis Stabat Mater
6. april 2007 - Thomas Kingos Kirke, Odense - Duprés Crucifixion og Pergolesis Stabat Mater
Trioens foreløbige repertoireliste:
Henry Purcell (1659-1695): Sound the trumpet (duet)
Giovanni Battista Pergolesi (1710-1736): Stabat Mater (duetter + soli)
Georg Friedrich Händel (1685-1759): O lovely peace fra "Judas Maccabaeus" (duet)
Adolphe Adam (1803-1856): O, helga natt (mezzosopran)
Niels Wilhelm Gade (1817-1890): Kirkearie (sopran)
Léo Delibes (1836-1891): Blomsterduet fra "Lakmé" (duet)
Gabriel Fauré (1845-1924): Pie Jesu (sopran)
Cantique de Jean Racine (duet)
Vilhelm Gregersen (1848-1929): Der er noget i luften (sopran)
Maurice Duruflé (1902-1986): Pie Jesu (mezzosopran)
Jean Langlais (1907-1991): Missa in simplicitate (mezzosopran)
Andrew Lloyd Webber (f. 1948): Pie Jesu(duet)
|